torsdag den 12. juni 2008

Arkivets billedsamling - en guldgrube af minder



Et billede siger mere end ord

Stads- og lokalarkivet rummer bl.a. en billedsamling som er meget brugt både når arkivet skal formidle historien og når borgere finder vej til arkivet.

Det er ofte billederne der danner grundlag for en historie, men de kan også levendegøre og underbygge den historie der skal fortælles.

De billeder vi har i Stads- og lokalarkivet er næsten udelukkende kommet fra venlige personer der har doneret deres egne billeder som de finder, kunne være relevante for arkivet.







Billeder der fascinerer

Der er selvfølgelig stor interesse om steder og lokaliteter som de var engang, men også billeder med personer er populære når vi får besøg af slægtsforskere der af og til finder deres aner i samlingen, eller når nogle gerne vil samle deres gamle klasse, så er det ekstra interessant at kunne finde de gamle skolebilleder - det giver lige lidt ekstra til sammenkomsten, når der ligger sådan et par skolebilleder af dem der mødes.


Vi har brug for dig!

Derfor vil arkivet altid være taknemmelig for at få samlingen suppleret med flere billeder, så hvis du ligger inde med billeder - eller måske kender du nogen der gør - der kunne have interesse for eftertiden, vil vi være glade for at modtage eller låne billeder fra Tårnby Kommune.

Når vi låner billederne scanner vi dem ind så vi har en elektronisk kopi, der kan bruges på lige fod med originale fotos.

Hvis du samtidig har nogle oplevelser eller erindringer du synes du vil dele, vil det give os endnu flere muligheder for at fortælle om dagliglivet i den tid der har været.

Så gør dig selv glad! - og glæd os med nogle af dine minder fra dit liv i Tårnby Kommune.



Vicky Bonde
Assistent

0 kommentarer: