Det danske sommervejr har traditionen tro lettere skizofrene tendenser. Nogle gange følger humøret barometeret - og måske har du oplevet, at dine musikalske smagsløg ændrer sig i samme takt?
Regnvejrsdage indenfor med kortspil og lavmælt, melankolsk musik i højttalerne. Varme solskinsdage i haven eller på stranden med glade og bekymringsløse toner i mp3-afspilleren.
En blandet dansk sommer giver med andre ord en fantastisk mulighed for at komme godt rundt i det musikalske stemningslandskab.

Tre gode albums til en solskinsdag
Stan Getz & João Gilberto: Getz/Gilberto.
Kan lånes på Bibliotekernes Netmusik.
En rigtig sommerklassiker! Jazz og bossa nova smelter på magisk vis sammen i nogle helt uforglemmlige kompositioner - blandt andet mega-hittet The Girl From Ipanema.
King Tubby & Friends: Dub Gone Crazy.
Kan også lånes på Bibliotekernes Netmusik.
Syrede og sommervarme lydkollager fra dub'ens fader. Bør nydes i tilbagelænet position.
Sam Sparro: Sam Sparro.
Kan også lånes på Bibliotekernes Netmusik
Funky og sprød sommerpop i helt frisk aftapning. Obligatorisk til både sommerfesten og løbeturen.
Tre gode albums til en regnvejrsdag
Elliott Smith: XO.
Kan også lånes på Bibliotekernes Netmusik.
Den amerikanske singer/songwriter udgav i sit alt for korte liv en række melankolske mesterværker. På denne plade står hans skrøbelige stemme i smuk kontrast til de storladne, Beatles-agtige arrangementer.
José González: In Our Nature.
Kan også lånes på Bibliotekernes Netmusik.
Intime og lavmælte akustiske sange fra svenskeren med de argentinske rødder. Glider stille forbi i takt med de mørke skyer på himmelen.
Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly
En samling stemningsfulde og bittersøde rocksange, som man let bliver suget ind i.
Det var så mine bud. Hvad er soundtracket til din sommer?
0 kommentarer:
Send en kommentar