torsdag den 11. september 2008

Læsning - en kærlighedsaffære med mange fantastiske elskere...

...som man ovenikøbet kan dele med andre!

Elsker du også at forsvinde ind i et fascinerende romanunivers? Bliver du også tit så opslugt af en god bog, at du glemmer alt omkring dig og kaffen står og bliver kold lige ved siden af dig, fordi den ene side bare tager den anden? Savner du også af og til nogen at dele dine vidunderlige, forunderlige eller bare underlige læseoplevelser med?

Du er ikke alene!

Vi er mange der deler din lyst og trang til gode fortællinger og til selv at fortælle om dem og hvad de gør ved os. For de gør virkelig noget ved os, bøgerne, og når vi lukker os op for dem, kan de forandre vores liv. Bøger kan læses med både hjerne, hjerte, krop og sanser, og nogle bøger forstår at tale til os gennem alle disse kanaler. Det er de bøger der giver os den fuldendte læseoplevelse. De bøger vi elsker.

Vidste du at Tårnby Bibliotek har en Litteraturcafé, hvor du har mulighed for at mødes med andre læselystne bogelskere over en kop kaffe eller te og snakke om bøger?

Litteraturcaféen har åbent fire aftener i løbet af efteråret og fire aftener i løbet af foråret med ca. en måneds mellemrum. Her kan du få en masse inspiration til læsning og selv fortælle om dine egne læseoplevelser. Indimellem har vi en gæst på besøg, ser en film eller tager på en tur ud af huset. Vi har f.eks. været på en litterær vandring på Christianshavn i forskellige forfatteres fodspor og på litterær pubcrawl.

Forslag til temaer og aktiviteter i Litteraturcaféen er MEGET velkomne her på bloggen!

Næste gang er den 6. oktober kl. 19 hvor lektor Knud Michelsen fortæller om Knud Rasmussens engagement i polareskimoerne og hans kærlighed til deres litteratur - de mundtlige fortællinger.

Vi ses i Litteraturcaféen på Tårnby Bibliotek :-)

God læselyst fra
Caféværtinden Laura Michelsen

Hvis du vil vide mere om Litteraturcaféen er du velkommen til at kontakte mig på lnm.hb.uk@taarnby.dk eller tlf: 32 46 05 87

Du kan også læse om Litteraturcaféen og bibliotekets andre litteraturtilbud i arrangementsprogrammet på bibliotekets hjemmeside.

0 kommentarer: